af Jette Rostock

Arkæolo­gen føl­ger intenst med på skær­men. Med hur­tige mellem­rum trykkes pegefin­geren ned, mens hån­den med musen trækker små lige streger oven­på det dig­i­tale billede af en streg: klik – klik. En oprindelig blyant­teg­n­ing af et fyld­skifte dig­i­talis­eres. Vi er på museet – med os har vi de analoge teg­ninger i 1:20 af de enkelte fyld­skifter og lis­ten med x, y og z koor­di­nater. Her ved com­put­eren skal det hele ende med en dig­i­tal plan over udgravn­ings­fel­tet. Klik – klik – og et sid­ste klik der falder præ­cist i fyld­skiftets første. Et poly­gon er resul­tatet. Mens der således dig­i­talis­eres kom­mer vores sam­tale ind på at soft­waren betinger måden fyld­skiftet teg­nes på: alt defineres nem­lig som poly­goner og må der­for ende i sit eget beg­y­n­delsespunkt. Sti­plede lin­jer og streger der ender i ingent­ing, er soft­waren ikke ind­stil­let på. Netop denne betingelse i soft­waren, fortæller arkæolo­gen, ”har med­ført at jeg i fel­ten gør mig mere umage med at finde et lags og fyld­skifters afgræn­sning end jeg tidligere gjorde”.

Oven­stående sit­u­a­tions­beskriv­else, fra en under­søgelse jeg har fore­taget i forbindelse med en arkæol­o­gisk udgravn­ing, vis­er at ting – som fx den soft­ware arkæologer benyt­ter – er aktivt involveret i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion. Soft­waren er ikke kun af betyd­ning for hvorledes planteg­nin­gen kom­mer til at se ud, men påvirk­er også arkæolo­gens måde at ”se ver­den” på. Med den senere dig­i­talis­er­ing i baghovedet gør arkæolo­gen sig umage med at finde en afgræn­sning, i for­vent­ning om at den jo må være der i virke­lighe­den. ”Ans­varet” for og ”kon­trollen” over den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion er hverken fyld­skiftets (det arkæol­o­giske levns) eller arkæolo­gens alene. Mask­i­nen og soft­waren har også en del af ”ans­varet” for det arkæol­o­giske resul­tat – de arkæol­o­giske facts.

Sit­u­a­tio­nen vis­er at selv i noget så tilsyneladende ordinært og velk­endt som vores egen arkæol­o­giske prak­sis, kan der gemme sig over­rask­ende erk­endelser af hvad der er involveret i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion. At ting påvirk­er det arkæol­o­giske resul­tat er ikke en ny erk­endelse – selv om det ofte er noget vi glem­mer – men at et red­skab kan påvirke arkæolo­gens måde at ”se ver­den” på, er ikke noget vi almin­deligvis overve­jer. Og mest over­rask­ende er det at sit­u­a­tio­nen fores­lår at det arkæol­o­giske resul­tat er en kom­pleks sam­men­hæng af ting og men­nesker som ikke kan adskilles fra hinanden.

… læs videre herun­der eller down­load hele artiklen: En etno­grafi i felten

Etnografier på arkæologisk praksis

I løbet af 1990’erne indledes en ny tra­di­tion for både at teo­re­tis­ere over og under­søge den arkæol­o­giske prak­sis og viden­spro­duk­tion – ini­tia­tivet her­til kom­mer fra post­proces­suelt hold. Promi­nente navne som Ian Hod­der (Çatal­höyük i Tyrki­et), Chris Tilley, Bar­bara Ben­der (Lesker­nick i Corn­wall, Eng­land) og Michael Shanks (Monte Poliz­zo på Sicilien) inte­gr­erer sådanne under­søgelser i deres udgravn­ing­spro­gram­mer. Fel­tet er blevet tildelt beteg­nelsen ethno­gra­phies of archae­o­log­i­cal prac­tice (Edge­worth 2006a). Som regel er det enten arkæologerne selv, antropologer eller etno­grafer der udfør­er de etno­grafiske under­søgelser, og disse fore­tages ofte i rela­tion til en konkret fel­tun­der­søgelse eller lokalitet. I dan­sk arkæolo­gi er der imi­dler­tid end­nu ikke tra­di­tion for sådanne studier.

Etno­grafi­er på arkæol­o­gisk prak­sis sæt­ter fokus på arkæologerne og på alle aspek­ter i pro­duk­tio­nen af arkæol­o­gisk viden – hvilket inklud­er­er mere end at skrive om og teo­re­tis­ere over for­tiden, men også: gravn­ing, for­valt­ning, inter­ak­tion­er mellem arkæologer, lokale sam­fund og andre grup­per m.v..

De hid­tidi­ge etno­grafiske under­søgelser på arkæol­o­gisk prak­sis har været designet med hen­blik på meget forskel­lige aspek­ter. Der er således ikke tale om et homogent og enigt felt, heller ikke hvad angår vision­er og mål – der­for fler­tals­for­men ”etno­grafi­er” i beteg­nelsen af fel­tet Etno­gra­phies of archae­o­log­i­cal prac­tice (Edge­worth 2006b).

Ter­men ”etno­grafi” vis­er i denne sam­men­hæng primært til en måde at gøre på frem for kun en måde at tænke på. De etno­grafiske under­søgelser er der­for som regel baseret på feltar­be­jde: i form af delt­ager­ob­ser­va­tion, spørge­un­der­søgelse, inter­view eller andre etno­grafiske teknikker.

At man tager etno­grafiske til­gange i brug på arkæolo­gi, er en mark­er­ing af at man anser arkæolo­gi som en social og kul­turel prak­sis. Arkæologers måder at gøre/leve på kan der­for stud­eres lige­som andre kulturers/gruppers måde at gøre/leve på stud­eres. Arkæolo­gi ans­es med andre ord for at være en ”lived-in-prac­tice” snarere end en urørlig akademisk ekspertv­i­den. Arkæolo­gen og hans viden er således ikke noget særligt og urørligt. Disse etno­grafi­er er nem­lig forsøg på at se os selv, vores aktiviteter og vores materielle kul­tur, som kul­turelle andre – eller at se os selv som vi ser dem. Heri lig­ger der et fun­da­men­talt brud med den sæd­van­lige priv­i­legerede still­ing af obser­vatøren over den observerede.

Etno­grafi­er på arkæolo­gi bliv­er en reflek­siv aktivitet der virk­er tilbage på arkæolo­gien selv. De skaber nem­lig bev­id­s­thed om forhold­et mellem de forskel­lige process­er i videns-kon­struk­tio­nen og de kon­tek­ster som disse process­er indgår i – lige­som de skaber bev­id­s­thed om den enkelte viden­spro­du­cents involver­ing. Etno­grafi­er på arkæolo­gi må, med andre ord, ses som en kri­tisk prak­sis der kan få betyd­ning og anven­des aktivt til at revur­dere og omforme selv de mest grundlæggende forståelser, kat­e­gori­er og prak­sis­er inden­for arkæologien.

Etno­grafi­er på arkæol­o­gisk prak­sis beskæftiger sig med forskel­lige prob­lematikker – og hvor­dan man i de enkelte etno­grafi­er forstår og kon­stituer­er den arkæol­o­giske prak­sis, afhænger i høj grad af hvilken prob­lematik man væl­ger at under­søge. Arkæol­o­gisk prak­sis er i nogle etno­grafi­er kon­stitueret og cen­tr­eret helt tæt på arkæologernes viden­spro­duk­tion (under fx en udgravn­ing). Mens man i andre etno­grafi­er snarere stud­er­er en lokalbe­folkn­ings måde at gå til det arkæol­o­giske (fx en lokalitet) på. Arkæol­o­gisk prak­sis kan også forstås langt bredere: som sam­spillet mellem arkæologer, lokalbe­folkn­ing, nation­al og inter­na­tion­al poli­tik. I nogle er arkæol­o­gisk prak­sis forstået som men­neskenes inter­ak­tion, mens andre etno­grafi­er snarere ser på inter­ak­tion mellem men­nesker og ting (jord, gen­stande, red­sk­aber) i vidensproduktionen.

Symmetrisk arkæologi

I mine egne etno­grafiske under­søgelser har jeg val­gt at være særligt opmærk­som på tin­gene som involveret i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion – alt­så inter­ak­tio­nen mellem men­nesker og ting. Og jeg tager afsæt i et helt nyt tilt­ag som fore­gangsmæn­dene har val­gt at kalde sym­metrisk arkæolo­gi (Shanks et al u.å.; Gabriel og Ros­tock 2005:42) – en beteg­nelse de har taget i brug for at syn­lig­gøre og pro­mo­vere en teo­retisk og ana­lytisk ori­en­ter­ing hvor rela­tion­er mellem men­nesker og ting (ikke-men­nesker) er i fokus. Det er især i beskriv­elsen og for­tolknin­gen af dette forhold at de anbe­faler en sym­metrisk posi­tion. De men­er at tin­gene på en måde har været glemt inden­for arkæolo­gien idet tin­gene primært har været set som kilde til noget andet (for­tiden) – og de opfor­dr­er os til at ”Re-mem­ber­ing things” (Olsen 2003 og 2006; Shanks 2005).

En stor del af det teo­retiske tankegods i sym­metrisk arkæolo­gi er hen­tet i Actor Net­work The­o­ry (ANT) – en teori, der er udviklet inden for det soci­ol­o­giske felt Sci­ence, Tech­nol­o­gy and Soci­ety Stud­ies af forskere som Bruno Latour, Michel Cal­lon og John Law siden starten af 1980’erne (Latour 2005). Grundlæggende kri­tis­er­er ANT den mod­erne tænkn­ings dual­is­tiske opsplit­ninger mellem natur og kul­tur; mellem objekt og sub­jekt; mellem men­neske og ikke-men­neske (Wit­more 2006; Web­moor 2006). Sym­metrisk arkæolo­gi og Aktør Netværks Teori kræver således at man ser på det hele på en anderledes måde end vi er vant til. Sam­fund og det sociale er ikke kun gjort af men­nesker og deres inter­ak­tion. Det sociale bliv­er der­i­mod til i het­ero­gene netværk af rela­tion­er mellem forskel­lige slags entiteter, mellem både men­nesker og ikke-men­nesker. Om men­neskene, tin­gene og alt muligt andet er entiteter i netvær­ket, og om de er aktan­ter, kan først blive udredt i løbet af inter­ak­tion­erne (Cal­lon 1986:201).

I sym­metrisk arkæolo­gi er viden­sk­a­belig viden alt­så kon­strueret i het­ero­gene netværk, og ana­lytisk er men­nesker og ting side­s­til­let. En sådan sym­metri genetablerer rela­tion­er med den materielle ver­den, som lig­ger langt fra den par­a­dig­ma­tiske opsplit­ning mellem sub­jekt og objekt, som vi ellers har oper­eret med. En men­neske­cen­tr­eret tolkn­ing der kun ser det materielle/arkæologiske levn som pas­sivt objekt for arkæolo­gens aktive for­tolkn­ing, som post­proces­suel arkæolo­gi har været ekspo­nent for, hold­er ikke. Der er nem­lig mange andre der er involveret i kon­struk­tio­nen af viden – andre som bliv­er aktive i deres rela­tion med hinan­den: grave­mask­ine, måleud­styr, papir, vejret, bygherre, fugle­fløjt, KUAS, bib­liotek­er, uni­ver­siteter, kon­fer­encer m.v. – endog for­tiden selv! (Gabriel og Ros­tock 2005:41ff).

De mange transformationer

Det var netop viden kon­strueret i et mix af men­nesker og ikke-men­nesker som casen der indledte denne artikel var et eksem­pel på. Den etno­grafiske under­søgelse viste desu­den at metodikken, hele processen, frem mod den dig­i­tale planteg­n­ing med­førte mange små trans­for­ma­tion­er. Således blev forskel­lige analoge opteg­nelser i fel­ten på museet sam­let og dig­i­talis­eret. For hvert lille skridt i processen blev forskel­lige mix af entiteter involveret i omformnin­gen – den analoge teg­n­ing af det enkelte anlæg gik fx i rela­tion med et men­neske og forskel­lige for­mer for soft­ware for at ende som en dig­i­tal planteg­n­ing. Der var, med andre ord, sket rigtigt meget fra arkæolo­gen stod og teg­nede fyld­skiftet i udgravnin­gen til den færdi­ge plan lå lagret i com­put­eren – og under­ve­js var man kom­met igen­nem mange forskel­lige arkæol­o­giske trans­for­ma­tion­er og resul­tater (i form af opteg­nelser og dokumenter).

Spørgsmålet for mig blev der­for om det er nor­malt for den arkæol­o­giske viden­skon­struk­tion at den involver­er så mange trans­for­ma­tion­er? Er noget lig­nende gældende på andre udgravninger – også de gravninger hvor man allerede i fel­ten er digitale?

Digital i felten

For at får svar på dette fore­tog jeg en lille etno­grafisk under­søgelse mens en mid­de­lalderlig kirkegård blev udgravet i Hors­ens by. Her blev den dig­i­tale plan over udgravn­ings­fel­tet til i umid­del­bar sam­men­hæng med at gravene blev gravet, opmålt og beskrevet – og foto-gram­metri indgik i metodikken.

Gravene udgravedes enkeltvis, og efter at have frilagt skelet og grav skulle opmåling m.v. i gang. Til dette arbe­jde er der min­i­mum involveret to men­nesker: den gravende arkæolog og en arkæolog ved com­put­eren. Processen frem til en dig­i­tal plan over udgravn­ings­fel­tet er følgende:

Klargøring til fotografer­ing
1. Rundt om graven plac­eres seks punk­ter med tydelige søm – senere målepunk­ter. Skilt med gravens num­mer m.v. plac­eres ved graven og målestok lægges ved. Det dig­i­tale kam­era tages frem.

Dig­i­talt foto tages
2. Kam­er­aet holdes tilnærmelsesvis i lod over graven, og et dig­i­talt foto tages, hvor alle seks søm er på (en trans­la­tion er nu gemt i kameraet).

Udprint af foto
3. Denne dig­i­tale trans­la­tion bringes ind til com­put­eren i skur­vog­nen hvor den via soft­ware og print­er print­es ud som et billede (end­nu en trans­la­tion).
4. Det dig­i­tale foto gemmes som raster­billede i com­put­eren i JPEG for­mat og opløs­ning 450 dpi (en trans­la­tion). Og billed­kvaliteten kon­trolleres – afgræn­sninger af fyld­skifter, skele­trester m.v. skal kunne ses tydeligt.

Gravens målepunk­ter opmåles
5. Det udprint­ede billede af graven bringes ud i fel­ten. Her bliv­er de seks målepunk­ter målt op med total­sta­tion og koor­di­nater­ne skrevet ind på papiret under billedet af graven (en translation).

De 6 koor­di­nater kon­trolleres
6. Billedet af graven, nu også med de ind­skrevne koor­di­nater, bringes tilbage til per­so­n­en ved com­put­eren i skur­vog­nen. Målesømmenes plac­er­ing på det dig­i­tale foto skal kon­trolleres for om fotoet blev taget tilnærmelsesvist i lod – i givet fald lig­ger x og y koor­di­nater­ne kor­rekt (med kun en lille usikker­heds­mar­gen) i forhold til hinan­den på det dig­i­tale foto. Det lagrede raster­billede i JPEG for­mat hentes ind, og i Air Foto kon­trolleres målesømmenes plac­er­ing (i en pro­ces der bl.a. kræver ind­tast­ning af koor­di­nater­ne). Hvis de ikke lig­ger inden for en accept­abel usikker­heds­mar­gen skal et nyt dig­i­talt foto tages ude i fel­tet. Det hold­er: foto og koor­di­nater er godkendt.

I udgravnin­gen
7. Når opmålin­gen er god­k­endt, går com­put­er-arkæolo­gen ud i fel­ten og med­del­er udgrav­eren at nu kan der graves videre på graven. Målesøm kan derefter fjernes. Skelet­dele tages op, måles og pakkes – og beskriv­else af skelet og grav færdig­gøres i dataar­ket (en translation).

Det dig­i­tale foto rettes op
8. Det dig­i­tale foto kan nu rettes op. Pro­gram­met, Air Foto, vrid­er billedet så målesømmene lig­ger rigtigt i forhold til de geografiske data (end­nu en trans­la­tion). Det opret­tede dig­i­tale foto gemmes i computeren.

Grav og skelet dig­i­talis­eres
9. I Map Info (end­nu en soft­ware på banen) dig­i­talis­eres med det opret­tede dig­i­tale foto i bag­grun­den. En dig­i­tal teg­n­ing af skelet og grav fore­lig­ger derefter (en translation).

Ind­plac­er­ing af grav i planteg­n­ing
10. Denne dig­i­tale teg­n­ing af den enkelte grav ind­plac­eres i en sam­let dig­i­tal plan. På den måde har man til sidst en dig­i­tal plan over hele årets og sid­ste års udgravn­ings­felt (en translation).

For arkæolo­gen ved com­put­eren tager det ca. 10 min­ut­ter at komme fra punkt 3–10.

Et væld af entiteter var naturligvis involveret i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion, heri­b­landt: skelet­ter, fyld­skifter, dig­i­talt kam­era, en print­er, total­sta­tion, com­put­er, forskel­ligt soft­ware og naturligvis arkæologer.

Hele processen frem mod den dig­i­tale plan betød en del trans­port mellem skur­vogn og felt af opteg­nelser og doku­menter (trans­la­tion­er), og de forskel­lige for­mer for dig­i­tale og analoge optegnelser/dokumenter blev under­ve­js samkørt og omformet. På denne meget dig­i­tale udgravn­ing var der alt­så mindst lige så mange trans­for­ma­tion­er involveret i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion som på den udgravn­ing jeg ref­er­erer til i starten af artiklen.

At tale om noget som bevaret i en oprindelig form giv­er ikke mening. Alt er på en eller anden måde blevet involveret med andet og derved omformet – blevet til kom­plekse sam­men­hænge af men­nesker og ikke mennesker.

Noget er naturligvis blevet gemt og bevaret. Skelet­terne og andre gen­stande fra gravene er fx pakket i kass­er og num­mer­eret – og i denne deres omformede til­stand klar til at indgå i nye het­ero­gene netværk. Flere af de dig­i­tale og analoge doku­menter gemmes naturligvis også efter endt udgravn­ing. I et dig­i­talt arkiv: de dig­i­tale fotos/rasterbilleder i JPEG for­mat (4); de opret­tede dig­i­tale fotos (8); de dig­i­tale teg­ninger af skelet­ter og grave (9) samt den dig­i­tale udgravn­ings­plan. I et analogt arkiv: de udprint­ede analoge billed­er af gravene hvor­på også koor­di­nater­ne på målesømmene er ind­skrevet (5) samt beskriv­elserne af gravene på analoge dataark (7).

Dette arkiv (både de dig­i­tale og analoge doku­menter) kan arkæologer og andre gå tilbage til i deres videre arbe­jde. Allerede under selve udgravnin­gen kan det være en fordel at kigge i det allerede arkiverede – fx hvis man ønsker at sam­men­holde oplysninger fra tidligere udgravede grave med den man nu er i gang med. Det kan fx være at udgrav­eren under­ve­js i processen undr­er sig over hvorledes to grave forhold­er sig til hinan­den (eks. strati­grafisk). Eller man kan under udgravnin­gen støde på noget der evt. bel­yser noget i en tidligere udgravet grav. Således bliv­er de forskel­lige optegnelser/dokumenter – det dig­i­tale foto, det udprint­ede billede af grav og dataar­ket – entiteter i den fort­sat­te viden­spro­duk­tion. Måske vil de i processen selv blive omformet.

Perspektiver

Når viden kon­strueres, sker det ved trans­for­ma­tion på trans­for­ma­tion. Viden­spro­duk­tio­nen består af adskil­lige opteg­nelser der igen kan blive involveret i nye het­ero­gene netværk. Viden bliv­er ikke til på en gang, men igen og igen gen­nem mange trans­for­ma­tion­er i het­ero­gene netværk. Viden ér ikke, men performes.

Herværende etno­grafiske under­søgelser er ikke en etno­grafi i sæd­van­lig for­stand: hvor en per­son fra en (vestlig) gruppe stud­er­er fx en gruppe oprindelige folk. Her er der tale om en under­søgelse hvor både under­søger og under­søgelsesob­jekt tilhør­er samme akademiske miljø – en arkæolog der under­søger det arkæol­o­giske. Under­søgelsens resul­tater kan der­for indgå i de faglige arkæol­o­giske debat­ter. Sam­tidigt fore­lig­ger der den mulighed at de under­søgte svar­er igen – at de kom­menter­er og/eller mod­siger (arkæolog-)etnografens under­søgelses­re­sul­tat. For mig er det ikke alene helt naturligt, men også et væsentligt mål med den etno­grafiske under­søgelse. Der kan føres en dialog.

Der er ingen tvivl om at etno­grafiske under­søgelser kan bel­yse og give ny ind­sigt i den arkæol­o­giske viden­spro­duk­tion. Sådanne studi­er kan give en bedre forståelse af hvad der sker når arkæol­o­gisk viden bliv­er til – samt få betyd­ning for den viden om for­tiden vores arbe­jde resul­ter­er i. Når etno­grafen er til stede mens viden bliv­er til, kan over­rask­ende ind­sigt vin­des. Måske opdages end­da sider af viden­spro­duk­tio­nen som gør at vi må rev­idere, evt. fuld­stændigt ændre, vores opfat­telse af egen prak­sis. Etno­grafiske under­søgelser kan der­for også være til nytte i udviklin­gen af nye metoder og red­sk­aber – eksem­pelvis i sam­men­hæng med dan­sk arkæol­o­gis bestræ­belser på at udvikle og bruge dig­i­tale red­sk­aber og medi­er i såv­el feltar­be­jde som forvaltning.

Litteratur

Cal­lon, Michel 1986:
Some Ele­ments of a Soci­ol­o­gy of Trans­la­tion: Domes­ti­ca­tion of the Scal­lops and the Fish­er­men of Saint Brieuc Bay. I: Law, John 1986 (ed.) Pow­er, Action and Belief: A New Soci­ol­o­gy of Knowl­edge?
Soci­o­log­i­cal Review Mono­graph 32. Lon­don: Rout­ledge &Kegan Paul 1986: 196–233.

Edge­worth, Matt 2006 a (ed.):
Ethno­gra­phies of archae­o­log­i­cal prac­tice: cul­tur­al encoun­ters, mate­r­i­al trans­for­ma­tions.
AltaMi­ra Press 2006.

Edge­worth, Matt 2006 b:
Mul­ti­ple Ori­gins, devel­op­ment, and Poten­tial of Ethno­gra­phies of Archae­ol­o­gy. I: Edge­worth, Matt (ed.) 2006: Ethno­gra­phies of archae­o­log­i­cal prac­tice: cul­tur­al encoun­ters, mate­r­i­al trans­for­ma­tions.
AltaMi­ra Press 2006:1–19.

Gabriel, Mille og Jette Ros­tock 2005:
Teori, whisky og ceilidh. The­o­ret­i­cal Archae­o­log­i­cal Group kon­fer­ence tur-retur.
Arkæol­o­gisk Forum nr.13, novem­ber 2005:39–44.

Latour, Bruno 2005:
Reassem­bling the Social. An Intro­duc­tion to Actor-Net­work-The­o­ry.
Oxford Uni­ver­si­ty Press 2005.

Olsen, Bjørnar 2003:
Mate­r­i­al Cul­ture after Text: Re-mem­ber­ing Things.
Nor­we­gian Archae­o­log­i­cal Review Vol.37, No.2, 2003.

Olsen, Bjørnar 2006:
Ting-men­nesker-sam­funn. Intro­duk­sjon til en sym­metrisk arke­olo­gi.
Arkæol­o­gisk Forum nr. 14, 2006:13–18.

Shanks, Michael 2005
From a post­proces­su­al to a sym­met­ri­cal archae­ol­o­gy.
Fore­drag holdt på TAG 2005 i Sheffield, U.K.

Shanks, Michael, Christo­pher L. Wit­more, Tim­o­thy Web­moor og Bjørnar Olsen u.å.
Sym­metrisk arkæolo­gi: http://humanitieslab.stanford.edu/Symmetry/Home

Web­moor, Tim­o­thy 2006
Lessons From the Real: medi­at­ing peo­ple-things in a sym­met­ri­cal archae­ol­o­gy.
Fore­drag holdt på SAA kon­fer­ence april 2006.

Wit­more, Christo­pher L. 2006
Archae­ol­o­gy and moder­ni­ty, or archae­ol­o­gy and a mod­ernist amne­sia?
Com­ments on Julian Thomas (2004): Archae­ol­o­gy and moder­ni­ty. New York: Rout­ledge.
Nor­we­gian Archae­ol­o­gy Review 39(1), 2006:49–52.

- — -

Artiklen  “En etno­grafi i fel­ten” er pub­liceret i: Brud­stykker af en hel­hed. Spe­cialer i forhis­torisk arkæolo­gi 2008 og 2009. SAXO insti­tut­tet, Køben­havns Uni­ver­sitet 2010: 147–155.

“En etno­grafi i fel­ten” er skrevet på bag­grund af mag­is­terkon­fer­ensspe­cialet Når arkæol­o­gisk viden bliv­er til.