En tids maskine

af Jette Ros­tock

At fore­tage tid­sre­js­er er som de fleste ved, ikke muligt – i 1998 var arkæolo­gi-stud­erende Anne Sophie Hansen dog alligev­el på en sådan i forbindelse med et kur­sus i rela­tionelle data­bas­er på Insti­tut for Human­is­tisk Infor­matik! På et eksem­plar af arkæolo­gen Nina Niko­laev­na Guri­nas pub­lika­tion fore­tog hun en rejse i tid og rum – tilbage til 1950´ernes Leningrad, USSR, hvor hun dum­pede ned på Guri­nas kon­tor. Nuti­dens tek­nol­o­giske mulighed­er ful­gte med på rejsen, og de beslut­tede sig der­for for at lave en rela­tionel data­base, Microsoft Access 1997, til den viden­sk­a­belige bear­be­jd­ning af det mesoli­tiske gravfel­tet Olenii Ostrov. Men Anne Sophie og Guri­na blev noget uenige om data­basens udformn­ing.

Forskningsdatabasen - en tids maskineForskningsdatabasen  en tids  maskine

Et forskn­ing­shis­torisk forsøg på en tid­sre­jse i rela­tionelle data­bas­er

Om denne fortælling

Her vil jeg fortælle his­to­rien om Anne Sophies besværlighed­er med at lave en rela­tionel data­base, og hen­des diskus­sion­er med Guri­na – et forskn­ing­shis­torisk forsøg på en tid­sre­jse i rela­tionelle data­bas­er. Anne Sophies og Guri­nas uenighed­er hvad angår forskel­lige cen­trale ele­menter i data­basens design anskuelig­gør nem­lig på glim­rende vis de prob­le­mer vi arkæologer i dag støder på når vi skal skabe og benytte fælles data­bas­er – Guri­na ville designe data­basen på sin måde og Anne Sophie på sin. Så med udgangspunkt i denne his­to­rie vil jeg bel­yse hvorledes et data­basedesign afspe­jler sin skabers syn på mate­ri­alet og dernæst drage nogle kon­klu­sion­er om rela­tionelle data­basedesigns anven­de­lighed og over­levelse­sevne i tid og rum. Er det med andre ord muligt at designe uni­ver­sal­data­bas­er?

… læs videre herun­der eller down­load Forskn­ings­data­basen – en tids mask­ine.

Før afre­jse (Køben­havn år 1998)

“Den hersens eksamen­sop­gave skal bare fyres af ” tænk­te Anne Sophie højt. Opgaven lød på at designe en data­base. “En hvilken som helst … Vælg selv” havde lær­eren sagt. Nemmest ville det nok have været at lave en over sin CD sam­ling, men det var trods alt for kedeligt. Så i stedet havde hun val­gt at lave en til et arkæol­o­gisk mate­ri­ale – til Olenii Ostrov. En lokalitet opkaldt efter øen (Hjorte øen) hvor den blev fun­det. Øen lig­ger i den nordlige del af One­ga søen i Kare­lien.

Olenii Ostrov er et af Europas største mesoli­tiske gravfel­ter og er at reg­ne for en Locus Clas­si­cus. Den blev udgravet i 1930´erne af en af arkæolo­giens kvin­der, Nina Niko­laev­na Guri­na. Anne Sophie var en stor beun­dre af hende. Så at sid­de med Guri­nas pub­lika­tion fra 1956 foran sig, førte Anne Sophies tanker tilbage til den­gang hun først var støt på pub­lika­tio­nen i Insti­tut for Arkæol­o­gis aller­mest støvede afdel­ing – den østeu­ropæiske. Teg­ningerne i bogen havde været tiltrækkende. Hver eneste af de over hun­drede jord­fæste­grave af forskel­lig form og kon­struk­tion var omhyggeligt gen­givet med et, to eller tre skelet­ter. Og hver enkelt af de over syv tusinde gen­stande var indteg­net. Her var spyd og knive. Her var udskårne fig­ur­er og per­ler af dyretæn­der. Her var også en eller flere ubear­be­jd­ede dyre­knogler. Dette havde været så spæn­dende at hun med sit gym­nasierus­siske og en ord­bog havde stavet sig igen­nem først over­skrifter, siden billedtek­ster og de omfat­tende tabeller. Anne Sophie havde på denne måde til sidst fået læst det meste af pub­lika­tio­nen.

“Det bliv­er ikke så svært at lave en data­base til det mate­ri­ale”, tænk­te Anne Sophie mens hun van­drede frem og tilbage over gul­vet. “Jeg kender det ud og ind … alle facts … det er bare at hente facts .. data .. i Guri­nas pub­lika­tion”. I Guri­nas pub­lika­tion fore­lig­ger Olenii Ostrov mate­ri­alet naturligvis i en allerede bear­be­jdet, klas­si­fi­ceret og tolket form, men det bekym­rede ikke Anne Sophie. Og hun satsede på at data­basen når den var færdig, ikke kun skulle rumme data fra lokaliteten Olenii Ostrov, men også fra andre mesoli­tiske lokaliteter og de ned­gravede hunde på disse — en ting der havde Anne Sophies særlige inter­esse.

Anne Sophie sat­te sig foran com­put­eren og beg­y­n­dte glad at skrive en liste over hvilke for­mer for oplysninger, data, hun ville putte ind i data­basen — data der til sidst skulle udgøre data­basens input, som det kaldes i data­baseter­mi­nolo­gi. I mod­sæt­ning til out­put som er de oplysninger data­basen kan spytte ud igen. Det svirrede i Anne Sophies hov­ed: “Input…output …input…output…”. Lis­ten over input blev stadig læn­gere. Og det gik efter­hån­den op for hende, at det også hang sam­men med hen­des forestill­inger om hvilket out­put hun ønskede at få — hvilke fore­spørgelser, som det hed­der i data­baseter­mi­nolo­gi, hun senere ville fort­age i data­basen.

Anne Sophie kiggede på sin liste over de forskel­lige for­mer for data hun ville putte ind i data­basen – den var lang. Var det over­hovedet muligt at få orden på den liste? En stor tabel med rækker og kolon­ner sat op som tabellerne i Guri­nas pub­lika­tion, med de enkelte grave og skelet­ter i hver sin række, var en løs­ning hun ville have val­gt hvis tin­gene skulle foregå manuelt. Men her var der tale om en data­base, et edb pro­gram, og for en rela­tionel data­base er der regler der skal følges hvis den skal fun­gere. En rela­tionel data­base er ikke opbygget som én stor tabel – den er ikke som en enkelt kasse prop­pet hul­ter til bul­ter med al ver­dens facts, hvor­fra data kan proppes ned og hives op som man nu har lyst. Nej, rela­tionelle data­bas­er hed­der netop sådan for­di de er opbygget ved hjælp af rela­tion­er — rela­tion­er mellem forskel­lige grup­per af data, entitet­styper som det hed­der i data­baseter­mi­nolo­gi. En data­base er således opbygget af en masse entitet­styper som er sat sam­men med, relateret til, andre entitet­styper i et stort sam­men­hæn­gende sys­tem.

Anne Sophie print­ede lis­ten ud — de forskel­lige for­mer for data stod lidt til­fældig imellem hinan­den. Hun kiggede på papiret og plud­selig bevægede ordene sig ud-og-ind-og-op-og-ned for til sidst at have sam­let sig i nogle større grup­per. “Ja, sådan .. selvføl­gelig!” Der var en grup­per­ing med alle oplysningerne om selve graven, hvor den lå på lokaliteten og hvor­dan den så ud. Der var alt om skelet­tet, dets bevar­ings­grad og alders- og køns- bestem­melse. Der var en gruppe med alle oplysninger om old­sagen, beskriv­else af den og dens typebestem­melse. Og der var en gruppe med alle oplysninger om den enkelte lokalitet, hvor og hvornår den var fun­det og hvem der har gravet den. ” Fedt nok! .. Det er jo entitet­styper! .. Det ser rimeligt ud!” Sagde hun til sig selv. Men havde hun nu taget højde for alle de oplysninger hun ville have med? Og hvor­dan hang det hele sam­men? — entitet­stype­r­ne skulle jo relateres til hinan­den. Desu­den var der også lige lidt mere Anne Sophie skulle huske — data­basen ville kun kunne fun­gere kor­rekt hvis den blev kon­strueret efter visse regler. Regler der skal over­holdes — nøglekrav, entitetsin­tegritet og nor­mal­former kaldes nogle af disse regler i data­baseter­mi­nolo­gi. Reglernes over­hold­else får ofte betyd­ning for entitet­stype­r­nes ind­hold og rela­tion­ernes karak­ter — kort sagt, reglerne får også betyd­ning for data­basens design. Men Anne Sophie tænk­te end­nu ikke på reglerne. I stedet åbnede hun Guri­nas pub­lika­tion for at finde ud af hvilke rela­tion­er hun skulle knytte mellem entiteterne: Grav, skelet og old­sager. “Guri­na må vide det!” Og ganske rigtigt i pub­lika­tio­nen havde Guri­na fore­gre­bet begiven­hed­ernes gang — i sin måde at stille tabellerne op på havde hun angivet en sam­men­hæng. Anne Sophie rev sig i håret: “Det kan da ikke passe? .. hvor­for sådan? .. Under­ligt! .. det ville da være bedre hvis …”
Det svim­lede for Anne Sophie og Guri­nas pub­lika­tion gled ud af hæn­derne på hende og ned på gul­vet hvor den lan­dende med et bump!

På Guri­nas Kon­tor (Leningrad før år 1956)

“Isvinit­je!”. Det gav et sæt i Anne Sophie. Hun befandt sig i en bulet lænestol med tvivl­som fjed­er­ef­fekt. Foran hende stod et stort skrive­bord hvor­på der lå en del papir­er — udgravn­ings­plan­er var det vist. Kvin­den på den anden side rak­te hån­den frem og sagde: “De må meget und­skylde, men jeg håber ikke De kom til at vente for længe .. Dejligt at møde Dem igen! .. De har taget Deres avancerede skrive­mask­ine med, ser jeg”. Det gik op for Anne Sophie at kvin­den var den rus­siske arkæolog Guri­na og forsøgte sig med et gebrokkent: “Dobrie djen! .. God dag! Ja, jeg har taget com­put­eren med”. Sam­tidigt undrede hun sig over hvad både com­put­eren og hun selv gjorde her, for over døren hang et gul­net portræt af Stal­in. Og den Guri­na som sad på den anden side af skrive­bor­det var bestemt ikke tæt på de 90 år. Guri­na blev født allerede i 1909 — så det her kunne ikke være år 1998! En tanke der blev bekræftet da Guri­na sagde: “De må endelig medens De er her benytte dem af vores nye metro” Leningrads metro blev åbnet i 1955. “Jeg er meget taknem­melig for at De vil hjælpe mig med at få bear­be­jdet min neoli­tiske grav­plads Olenii Ostrov … Deres forslag om en data­base, det var hvad De kaldte det, ikke?, lyder spæn­dende .. jeg har tænkt på sam­men­hænge … rela­tion­erne …”.

Havde Anne Sophie hørt rigtigt? Havde Guri­na sagt at Olenii Ostrov var en neoli­tiske grav­plads? Og mum­lede en smule tøvende Guri­nas tale: “Olenii Ostrov er da en mesoli­tisk grav­plads”, men kom i det samme i tanke om at i 1956 reg­nede man stadig denne lokalitet for neoli­tisk …

Da Anne Sophie igen tav fort­sat­te Guri­na med at tale om hvilke rela­tion­er der skulle være mellem de forskel­lige entitet­typer: “Gen­standene er jo ful­gt med de gravlagte .. så der er en rela­tion mellem skelet­terne og old­sager .. og de andre gen­stande”. Anne Sophie rynkede pan­den og sagde: “Men­er du at gen­standene i graven er gravlagtes per­son­ligt udstyr?”. Og Guri­na svarede: “Ja, i hvert fald er det en mark­er­ing af indi­vidernes sta­tus og rolle i sam­fun­det … og med hele 177 indi­vider på grav­plad­sen får vi der­for en fan­tastisk mulighed for at stud­ere sam­fundsstruk­turen .. jeg vil mene at sam­fun­det har været ret egal­itært, men indi­vidernes udstyr og den måde de er gravlagt på, må alligev­el vise hvilken sta­tus de har haft i lev­ende live — måske bestemt af indi­videts køn eller den arbe­jds­del­ing der har været i sam­fun­det … Nogle af de gravlagte har flere hun­drede hænges­mykker af elg og bæver tæn­der, mens andre slet ingen har … se bare her!”. Guri­na hev en større kasse ud der havde stået under bor­det.

I kassen lå knoglerne fra gravlagte num­mer 100 og adskil­lige æsker med forskel­lige for­mer for gen­stande. I en af æskerne lå der mange hun­drede hænges­mykker lavet af elgtæn­der, i en anden mere end hun­drede hænges­mykker af bævertæn­der og i en lille æske lå der to hjør­netæn­der fra bjørn. Til gravlagte num­mer 100 hørte også flere spyd­spidser af ben, pile­spidser af flint, to harpuner af ben, en flintkniv og tre store flade skif­fer­knive m.m.. Den mest iøje­faldende gen­stand var dog en specielt flot orna­menteret ben­dolk med flintæg. Og bemærkelsesværdig var ligeledes seks bæverkæber. “Vi har fået indi­vid num­mer 100 køns­bestemt til mand … Med sit rige udstyr skilte han sig ud allerede under udgravnin­gen … han var i øvrigt også en af de kun fire indi­vider der var gravlagt i nærmest stående posi­tion .. han var måske shaman” Guri­na lukkede æskerne og skubbe­de kassen ind under bor­det igen. Ret­tede sig op og sagde: “Jeg ser frem til at vi med data­basen kan få klarhed over om der blandt de gravlagte er andre specielle per­son­er … måske vis­er det sig at de gravlagte falder i nogle grup­peringer med samme type af udstyr”.

For Guri­na var målet med at lave data­basen — alt­så hen­des ønsker til out­put — at kunne gøre fore­spørgelser der viste noget om forskelle og lighed mellem de forskel­lige indi­vider. Hun var inter­esseret i sam­fundsstruk­tur. Der­for var hen­des omdrejn­ingspunkt indi­videt. Allerede i udgravn­ingssi­t­u­a­tio­nen havde man fokuseret på indi­viderne og det øvrige mate­ri­ale fra Olenii Ostrov var blevet knyt­tet, relateret, her­til. Guri­na mente der­for at rela­tion­erne i data­basen skulle struk­tur­eres i en kæde­følge: På lokaliteten er der grav(e), i graven er der skelet(ter), og til skelet­tet knyt­ter sig enten old­sager eller dyre­knogler.

Anne Sophie var ikke enig. For en så direk­te rela­tion mellem indi­videt — i form af et skelet — og gen­standene har­monerede ikke helt med Anne Sophies syn på gravlæggelser og ønsker til out­put. På udgravn­ings­plan­erne kunne Anne Sophie se at både skelet­ter og gen­stande på ordentlig vis var ind­målt og indteg­net. Og på planteg­ningerne havde man ligeledes med en streg mark­eret at de lå i nogle grave — anlæg. Anne Sophie ville hellere have at omdrejn­ingspunk­tet for data­basen var graven — eller anlægget. Så hun syntes at rela­tio­nen skulle være sådan: På lokaliteten er der anlæg, i anlægget er der skelet(ter), old­sager, dyre­knogler m.v..

Anne Sophies forslag til data­basedesign afspe­jler et syn på den indre sam­men­hæng i mate­ri­alet som adskiller sig en helt del fra Guri­nas. En meget væsentlig forskel er at gen­stande i Anne Sophies forslag til design ikke relateres til skelet­tet, men til anlægget. Anne Sophie opfat­ter anlægget (som kan være andet end en grav) som det cen­trale knudepunkt. I anlægget er der sim­pelthen forskel­lige mulighed­er for ind­hold. Ind­hold­et kan være old­sager, det kan være andre gen­stande, det kan være okker eller det kan være et skelet — fra et men­neske eller måske fra en hund?

Anne Sophie forsøgte der­for at over­be­vise Guri­na om at et data­basedesign med anlægget som det cen­trale knudepunkt ville være bedst: “Naturligvis vil det være vældigt inter­es­sant hvis vi kan finde frem til om der er sociale forskelle i den gravlagte befolkn­ing … Men er du sikker på at gen­standene i en grav ”tilhør­er” den gravlagte og afspe­jler den gravlagtes per­son­lige sta­tus? … hvad hvis gen­standene eller nogle af gen­standene rent fak­tisk (i den­gangs virke­lighed) ikke vis­er noget som helst om per­so­n­en? … Man kunne jo f.eks. godt tænke sig at nogle af gen­standene i graven mark­er­er indi­videts sociale status/rang, mens andre er offeringer gjort i forbindelse med gravlæggelsen. Ofringer eller nedlæggelser som ikke er bestemt af den gravlagtes sociale sta­tus, men af en helt anden grund… Hvis vi ved hjælp af data­basen ønsker at under­søge hvor­dan det forhold­er sig, må designet være åbent over­for andre mulighed­er”. Guri­na virkede ikke syn­derligt inter­esseret i Anne Sophies ideer, så Anne Sophie prøvede et nyt argu­ment: “Nu er der naturligvis på Olenii Ostrov fun­det vel­be­varede og hele men­neskelet­ter i alle gravene, men på andre mesoli­tiske lokaliteter er der til­fælde hvor skelet­terne ikke er bevaret eller fun­det — og det føles alt­så lidt dumt at knytte gen­stande til et imag­inært skelet. Det er af samme grund at jeg men­er at entitet­stypen ikke skal hed­de grav men anlæg. For hvem kan i øvrigt være sikker på at sådanne anlæg uden skelet­ter er grave! … I Data­basedesignet skal der være mulighed for at under­søge alle anlæg for deres ind­hold og her­af slutte, hvilke der skal tolkes som grave … hvilke der skal tolkes som offer­gru­ber og hvilke der skal tolkes som affalds­gru­ber fra en bosæt­telse … Og… og .. hvad hvis skelet­tet (den gravlagte) ikke er et men­neske men en hund? Hvor­dan ser jeg forskel på en hund i en grube og et men­neske i en grube – hvem er gravlagt og hvem er ofret?”.

Guri­na var sun­ket helt ned bag bunkerne af papir på skrive­bor­det. Hen­des briller sad yder­st på næsen mens hun skifte­vis kiggede ned på et hånd­skrevent ark og på tan­gen­terne på sin skrive­mask­ine hvori der sad flere stykker papir med gen­nem­slagsark imellem. Guri­na var travlt beskæftiget og hørte ikke Anne Sophies udred­ninger.

Anne Sophie måtte erk­ende at den data­base hun egentlig helst ville designe ikke alene skulle være til lokaliteten Olenii Ostrov, men en data­base der kunne håndtere også andre mesoli­tiske lokaliteter. For hvor Anne Sophie kom fra var det eneste nye ikke kun at Olenii Ostrov var blevet C‑14 dateret og plac­eret i en sen mesoli­tisk kul­tur. Nyt var også fund af mange nye lokaliteter med mesoli­tiske gravlæggelser og andre for­mer for anlæg. Og hvor Anne Sophie kom fra var det heller ikke læn­gere social­struk­tur der var hov­ed­spørgsmålet for de mesoli­tiske forskere, men ide­olo­gi og reli­gion.

Ude er godt, men hjemme er bedst!

Anne Sophie bøjede sig ned, sam­lede Guri­nas pub­lika­tion op fra gul­vet og stillede den tibage imellem de andre østeu­ropæiske bøger. Det var ikke i Guri­nas pub­lika­tion hun skulle finde svaret på hvor­dan data­basen skulle designes.

At lave en data­base der rum­mer oplysningerne fra og kan anven­des på flere lokaliteter er ikke helt lige til. Da oplysninger fra forskel­lige lokaliteter kan være meget forskel­lige. Dels for­di der rent fak­tisk er forskelle i de levn der find­es på forskel­lige lokaliteter. Dels for­di — heri lig­ger nok det største prob­lem — den enkelte udgraver og hans valg har betyd­ning for hvad og hvor­dan levn på plad­sen bliv­er reg­istr­eret og kat­e­goris­eret.

Dårligt udgravede, dårligt doku­menterede og dårligt pub­licerede lokaliteter vil kun give få og måske end­da tvivl­somme oplysninger. Mens godt udgravede, godt doku­menterede og godt pub­licerede lokaliteter vil give mange og detal­jerede oplysninger, hvis tro­værdighed kan vur­deres. Således vil to lokaliteter der lig­ger forskel­ligt inden­for denne karak­ter­skala kun kunne sam­men­lignes på et niveau svarende til den på karak­ter­skalaen dårligst beliggende.

En data­base bereg­net på ind­put fra flere lokaliteter vil bedst kunne laves ved at forskeren gen­nemgår mate­ri­alet fra alle lokaliteter. Denne gen­nem­gang skal sigte mod at skabe en fælles kat­e­goris­er­ing som basis for et fælles data­basedesign, der opfylder forskerens behov — hans ønsker til out­put som er afhængig af den prob­lem­still­ing han har val­gt.

Og hvad kan vi så lære af denne fortælling?

I denne fortælling var Anne Sophies prob­le­mer med at skabe en data­base og hen­des diskus­sion­er med Guri­na måske nok så banale og sim­ple, men alligev­el illus­trere de hvor vanske­ligt det er i et data­basedesign at tage højde for andres krav til en data­basen. Guri­na var ikke i pub­lika­tio­nen fra 1956 i stand til at se hverken hvilke nye syn man i fremti­den ville få på et mesoli­tisk grav­ma­te­ri­ale eller hvilke nye spørgsmål der ville blive stil­let til det. Og hun kunne der­for ikke forudse hverken hvilke for­mer for sam­men­hænge, rela­tion­er, senere forskere ville se i mate­ri­alet eller hvilke oplysninger de ville ønske. Hen­des omhyggelige og grundi­ge udgravn­ing og doku­men­ta­tion af Olenii Ostrov giv­er dog gode mulighed­er for at bruge mate­ri­alet på nye måder — der lig­ger så mange og tem­meligt detal­jerede oplysninger i mate­ri­alet at der kan uddrages nye oplysninger af det. Men havde hun for 45 år siden skabt en data­base, ville den ikke kunne bruges i dag. Vi ville for det første man­gle oplysninger. Disse ville dog ofte kunne til­fø­jes som nye fel­ter eller nye entitet­styper. Men vi ville for det andet se helt andre rela­tion­er mellem entitet­stype­r­ne, og det er især på dette punkt at det ville blive svært at bruge hen­des data­basedesign. Andre rela­tion­er mellem entitet­stype­r­ne vil sandsyn­ligvis sam­tidigt med­føre et andet ind­hold i entitet­stype­r­ne — og så er vi allerede i fuld gang med at skabe en ny data­base med et helt andet design.
Denne his­to­rie vis­er at dét at designe en data­base — i hvert fald hvis det er med forskn­ing for øje — i sig selv er en del af den viden­sk­a­belige bear­be­jd­ning af mate­ri­alet. For bear­be­jd­ning og tolkn­ing er nød­vendig for at lave data­basen. Og data­basen er fak­tisk en tolkn­ing af mate­ri­alet, den repræsen­ter­er forskerens opfat­telse af hvad “sand­he­den” er. Desu­den er målet med bear­be­jd­ning og tolkn­ing af mate­ri­alet at skabe et data­basedesign, der til­fredsstiller forskerens ønsker til out­put. For at sige det kort er der tre ting der betinger udseen­det af data­basedesignet:

  • Data­base­pro­gram­mets betingelser
  • Mate­ri­alets indre “sande” sam­men­hæng (input) — og hvad der er “sandt” er jo et spørgsmål om tolkn­ing
  • Forskerens spørgsmål til mate­ri­alet (out­put)

En forskn­ing­data­base er et red­skab udviklet til et bestemt for­mål. Og da forskeren til alle tider vil ændre sit udgangspunkt og sit for­mål, må også red­sk­a­bet ændres. Forskn­ings­data­basen er en mask­ine der er rette ind til én bestemt tid — ikke en tids­mask­ine, men en ganske bestemt tids mask­ine. Måske end­da en ganske bestemt forskers.

Men hvad så med data­bas­er der ikke specielt er bereg­net til forskn­ing, men til andre for­mål — fx til den nationale admin­is­tra­tion og reg­istrering af arkæol­o­giske levn? Selv om man til sådanne for­mål ikke benyt­ter pro­gram­met Microsoft Access 97, men­er jeg at det er prob­le­mer i stil med Anne Sophies og Guri­nas som DKC m.fl. har når de design­er store altom­fat­tende data­bas­er. Sådanne skal rumme langt flere forskel­lige oplysninger og skal desu­den kunne anven­des af mange hun­drede arkæologer — for ikke at tale om for­valt­ninger i amter og kom­muner. Der­for må det være nærmest helt umuligt at designe sådanne data­bas­er så de til­fredsstille alle de forskel­lige behov de kom­mende brugere kan have. Og det må være end­nu mere vanske­ligt sam­tidigt at skulle designe en data­base som set i et læn­gere tidsper­spek­tiv kan opfylde også fremti­dens behov. Mon ikke sådanne prob­le­mer er grun­den til at man end­nu ven­ter på DKC´s * løs­ning ude omkring på museerne? Dette ikke sagt for at bremse nogle der vil forsøge, for data­bas­er er nød­vendi­ge både i nuti­den og fremti­den.

Lit­ter­atur

Guri­na, N.N. 1956
Ole­neostro­vs­ki Mogilnik (Olenii Ostrov grav­plad­sen),
Mate­ri­al­ij i issle­dovani­ja po arke­ologii SSSR 47,
Mosk­va — 1956

Ros­tock, J. K. 1992 Mesoli­tiske grav­pladser i Nordøs­teu­ropa:
Popo­vo, Olenii Ostrov og Zve­jnie­ki
Opgave v. Insti­tut for forhis­torisk og klas­sisk arkæolo­gi,
Køben­havns Uni­ver­sitet, eget tryk 1992

Ros­tock, J. K. 1998 Forskn­ings­data­basen — en tids mask­ine. To data­basedesign til et mesoli­tisk gravfelt: Olenii Ostrov
Rap­port v. Insti­tut for Human­is­tisk Infor­matik,
Køben­havns Uni­ver­sitet, eget tryk 1998

Dal­by, J. 1994 Data­base-Hånd­bo­gen. Fra design til brug. Den rela­tionelle data­base 2.udgave, Sam­fund­slit­ter­atur 1994

Kent, W. 1983 A sim­ple Guide to five nor­mal forms in rela­tion­al data­base the­o­ry,
Com­mu­ni­ca­tions og the ACM Vol­ume 26 Num­ber 2 1983

Viescas, J.L. 1997 Run­ning Microsoft Access 97
Microsoft Press 1997

Hasle, P og Braün­er, T 1998 Sys­te­mud­vikling – logos eller mythos ?
Rhetor­i­ca Scan­di­nav­i­ca, nr.6, 1998,
ISSN 1397–0534. Side 33–45.

Mad­sen, Torsten 1989 Data­bas­er og forskn­ing
KARK Nyheds­brev, nr.4, 1. årgang, 1989.
Moes­gård 1990, ISSN 0904–5570. Side 17–20.

Note

* DKC = Dan­sk Kul­turhis­torisk Cen­tral­reg­is­ter

- — -

Artiklen/Fortællingen Forskn­ings­data­basen — en tids mask­ine er en upub­liceret del af et formidling­spro­jekt v. Forhis­torisk Arkæolo­gi, Køben­havns Uni­ver­sitet.