Arkæolog

Arkæolog i fortid og nutid

Som arkæolog / kulturhistoriker er jeg nysgerrig på det meste: fra mesolitiske jæger-samlere i Sibirien til moderne affaldshåndtering. Arkæologi arbejder med det materielle, og det er derfor ikke et fag der holder sig til at forske i forhistorien.

At se på hvorledes vi fx håndtere vores affald i en moderne storby som København kan derfor være et fuldstændigt meningsfuld og legitimt projekt for en arkæolog. I 2006 lavede jeg dels en lille undersøgelse af hvordan en række danske hjemmesider visuelt forholdt sig til emnet “affald”, og dels en lille felt-undersøgelse af affaldshåndteringen i mit lokalområde. Det skal indrømmes at undersøgelsen primært blev foretaget for at give stof til et foredrag om arkæologisk teori og metode som jeg senere holdt for en kreds af historikere. Det blev så tilpas en succes at jeg i årene efter modtog flere henvendelser fra folk om emnet “affald”. Og når jeg den dag i dag går forbi en affaldskontainer kalder det på nye undersøgelser …

Arkæolog i felt, teori og skrift

Fra mangeårige projektansættelser som arkæolog ved kulturhistoriske museer har jeg stor indsigt i og erfaring med et museums mangeartede aktiviteter i tilknytning til museets indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Jeg har deltaget i og ledet arkæologiske undersøgelser i Danmark, Norge og Grønland, og kender det lov- og forvaltningsmæssige grundlag for den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed i dens relation til forskellige aktører.

Arkæologisk feltarbejde er, for mig, ikke kun noget der foregår i felten, men også hjemme ved skrivebordet – og ikke kun fordi der skal registreres, arkiveres og skrives rapporter. Jeg studerer således ivrigt litteraturen om de metodiske og teoretiske problematikker med relevans for både feltarbejde og andre former for videnskabeligt arbejde.

De senere år har jeg især interesseret mig for hvordan viden produceres, kommunikeres og bruges i dagens samfund – og i den forbindelse skrevet specialet: Når arkæologisk viden bliver til. Heri sættes fokus på samspillet mellem mennesker, natur, ting og teknologi i den arkæologiske vidensproduktion – i teorien og helt konkret på to arkæologiske udgravninger.

Arkæolog i samfund og politik

Jeg er i det hele taget optaget af at forstå og udforske den videnskabelige proces – i dens samfundsmæssige og politiske sammenhænge. Et interessefelt der falder helt i tråd med at være redaktør ved tidsskriftet Arkæologisk Forum. Og mine egne videnskabelige artikler, debatindlæg og rapportager bevæger sig også ofte i det teoretiske, arkæologisk administrative og politiske.

Når man undersøger sådanne problemstillinger slår de gængse arkæologiske analysemetoder og tilgange – som fx typologi, stratigrafi, kontekst- og spredningsanalyser – ikke til. Og jeg har derfor også anvendt tilgange som: interview, deltagende observation, aktør-netværks-teori (ANT), dekonstruktion, diskurs- og tekstanalyser.