Foreningen af Fagarkæologer inviterer til seminar.
Med dette seminar ønsker Foreningen af Fagarkæologer at sætte rammen for en spændende og vigtig diskussion om, hvorfor arkæologien fortsat skal have en plads i samfundet, og hvordan denne plads skal udfyldes fremover.
Keynotespeaker:
Lars Henrik Smidt, professor i filosofi, taler om arkæologi som en del af det almene dannelsesideal.
Arkæologien i en verden i forandring
28. februar 2013 på Aarhus Universitet
Arkæologer i felten bliver ofte spurgt: ”Finder I noget?” efterfulgt af: ”Og hvorfor er det så vigtigt?” Hvad svarer du?
Da den arkæologiske videnskab blev grundlagt og museerne opstod som institutioner, spillede den en vigtig rolle i folkeoplysningen og de almene dannelsesidealer. Den var en grundfæstet del af samfundet – og arkæologiens eksistensberettigelse var som sådan ikke til diskussion.
I dag er virkeligheden en anden. Vi lever i en postmoderne og globaliseret verden, hvor alle har krav på at komme til orde, hvor alle perspektiver er vigtige og hvor der ikke findes én, men mange sandheder. Den arkæologiske viden og museerne spiller ikke længere samme rolle i dannelsen af det enkelte individ, samfundet og nationen, men skal i stigende grad levere oplevelser, refleksioner og underholdning.
Det har konsekvenser for det vi undersøger, hvilke historier vi fortæller, hvorfor og hvordan vi gør det. Hvor og hvordan er den arkæologiske viden relevant i en postmoderne verden? Hvordan fortæller vi en historie, som fortsat er vedkommende i et multietnisk og globaliseret samfund? Hvilke argumenter er der for at udgrave, tolke og formidle flere tusinde år gamle spor efter menneskelig aktivitet? Hvad legitimerer den ikke ringe offentlige investering i kulturhistorien? Hvad skal arkæologiens fremtidige fokus være?
Har du et godt eksempel på arkæologiens relevans i dagens Danmark fra dine konkrete erfaringer eller oplevelser i felten eller i dit arkæologiske arbejde i øvrigt eller har du velfunderede refleksioner over samme emne, så opfordrer vi dig til at bidrage med et kort oplæg til seminaret (15 min). Vi efterlyser de stærke holdninger og de gode eksempler fra alle egne af det arkæologiske landskab.
Skriv til: faf@archaeology.dk senest d. 15. januar 2013 med abstract (200 ord) og titel.
Følg med på Foreningen af Fagarkæologers hjemmesiden www.archaeology.dk