Om samspillet mellem mennesker, natur, ting og teknologi
i den arkæologiske vidensproduktion
af Jette Rostock
Her på siderne under menuen Når arkæologisk viden bliver til finder du mit mag.art. speciale v. Forhistorisk arkæologi, Københavns Universitet, 2009. Herunder først en kort intro, og derefter kan du gå til de andre sider og læse hele eller dele af specialet.
En introduktion til Når arkæologisk viden bliver til
Ting, levn fra fortiden, har altid været væsentlige for disciplinen arkæologi – arkæologer bruger dem til at få viden om fortiden. Og i de senere år har vi arkæologer diskuteret og teoretiseret over hvordan ting, det materielle og materialitet på forskellig vis spillede en aktiv rolle i fortidens menneskers liv.
Men vi arkæologer overvejer, teoretiserer og undersøger sjældent hvorledes ting og det materielle indgår i vores egen praksis og arkæologiske vidensproduktion – hvordan ting og materialitet er aktive når arkæologisk viden bliver til. Det er denne problematik jeg går i lag med i mit mag. art. speciale Når arkæologisk viden bliver til .
Først i specialet forklarer jeg baggrunden for og hovedtanker i en helt ny teoretisk og analytisk orientering i den arkæologiske videnskab, kaldet Symmetrical archaeology, der fokuserer på relationerne mellem mennesker og ikke-mennesker. Derefter redegør jeg for en nyere og især britisk arkæologisk tradition for at undersøge den arkæologiske praksis, kaldet Ethnographies of Archaeological practice. Og med basis i en kombination af de to undersøger jeg til sidst hvordan ikke kun arkæologerne (menneskene) tænker og handler, men også hvordan ting, natur og teknologi er involveret når arkæologisk viden bliver til.
Det kommer der et par etnografier på arkæologisk praksis ud af: dels fra Hørsholm Egns Museums udgravning i Jonstrup i 2008 og dels fra Horsens Museums udgravning i Horsens by i 2009. Hvad der sker når arkæologisk viden bliver til viser sig at være en meget mere kompleks sag end vi normalt går og forestiller os.
En anden introduktion – for de virkelig nørdede
Når arkæologisk viden bliver til tager afsæt i postprocessuel arkæologisk teori og dennes forsøg på at bryde med modernitetens (asymmetriske) måde at tænke på. Med basis i Aktør Netværks Teori og Symmetrisk arkæologisk teori ses der derefter på hvordan arkæologisk viden produceres. Heri inddrages konkrete cases fra dansk feltarkæologi – en etnografi på arkæologisk praksis.
Læs mere i Når arkæologisk viden bliver til
Det samlede mag.art speciale kan downloades her:
Jette Rostock 2009: Når arkæologisk viden bliver til