En etnografi i felten

af Jette Rostock

Arkæologen følger intenst med på skærmen. Med hurtige mellemrum trykkes pegefingeren ned, mens hånden med musen trækker små lige streger ovenpå det digitale billede af en streg: klik – klik. En oprindelig blyanttegning af et fyldskifte digitaliseres. Vi er på museet – med os har vi de analoge tegninger i 1:20 af de enkelte fyldskifter og listen med x, y og z koordinater. Her ved computeren skal det hele ende med en digital plan over udgravningsfeltet. Klik – klik – og et sidste klik der falder præcist i fyldskiftets første. Et polygon er resultatet. Mens der således digitaliseres kommer vores samtale ind på at softwaren betinger måden fyldskiftet tegnes på: alt defineres nemlig som polygoner og må derfor ende i sit eget begyndelsespunkt. Stiplede linjer og streger der ender i ingenting, er softwaren ikke indstillet på. Netop denne betingelse i softwaren, fortæller arkæologen, ”har medført at jeg i felten gør mig mere umage med at finde et lags og fyldskifters afgrænsning end jeg tidligere gjorde”.

Ovenstående situationsbeskrivelse, fra en undersøgelse jeg har foretaget i forbindelse med en arkæologisk udgravning, viser at ting – som fx den software arkæologer benytter – er aktivt involveret i den arkæologiske vidensproduktion. Softwaren er ikke kun af betydning for hvorledes plantegningen kommer til at se ud, men påvirker også arkæologens måde at ”se verden” på. Med den senere digitalisering i baghovedet gør arkæologen sig umage med at finde en afgrænsning, i forventning om at den jo må være der i virkeligheden. ”Ansvaret” for og ”kontrollen” over den arkæologiske vidensproduktion er hverken fyldskiftets (det arkæologiske levns) eller arkæologens alene. Maskinen og softwaren har også en del af ”ansvaret” for det arkæologiske resultat – de arkæologiske facts.

Situationen viser at selv i noget så tilsyneladende ordinært og velkendt som vores egen arkæologiske praksis, kan der gemme sig overraskende erkendelser af hvad der er involveret i den arkæologiske vidensproduktion. At ting påvirker det arkæologiske resultat er ikke en ny erkendelse – selv om det ofte er noget vi glemmer – men at et redskab kan påvirke arkæologens måde at ”se verden” på, er ikke noget vi almindeligvis overvejer. Og mest overraskende er det at situationen foreslår at det arkæologiske resultat er en kompleks sammenhæng af ting og mennesker som ikke kan adskilles fra hinanden.

… læs videre herunder eller download hele artiklen: En etnografi i felten

Etnografier på arkæologisk praksis

I løbet af 1990’erne indledes en ny tradition for både at teoretisere over og undersøge den arkæologiske praksis og vidensproduktion – initiativet hertil kommer fra postprocessuelt hold. Prominente navne som Ian Hodder (Çatalhöyük i Tyrkiet), Chris Tilley, Barbara Bender (Leskernick i Cornwall, England) og Michael Shanks (Monte Polizzo på Sicilien) integrerer sådanne undersøgelser i deres udgravningsprogrammer. Feltet er blevet tildelt betegnelsen ethnographies of archaeological practice (Edgeworth 2006a). Som regel er det enten arkæologerne selv, antropologer eller etnografer der udfører de etnografiske undersøgelser, og disse foretages ofte i relation til en konkret feltundersøgelse eller lokalitet. I dansk arkæologi er der imidlertid endnu ikke tradition for sådanne studier.

Etnografier på arkæologisk praksis sætter fokus på arkæologerne og på alle aspekter i produktionen af arkæologisk viden – hvilket inkluderer mere end at skrive om og teoretisere over fortiden, men også: gravning, forvaltning, interaktioner mellem arkæologer, lokale samfund og andre grupper m.v..

De hidtidige etnografiske undersøgelser på arkæologisk praksis har været designet med henblik på meget forskellige aspekter. Der er således ikke tale om et homogent og enigt felt, heller ikke hvad angår visioner og mål – derfor flertalsformen ”etnografier” i betegnelsen af feltet Etnographies of archaeological practice (Edgeworth 2006b).

Termen ”etnografi” viser i denne sammenhæng primært til en måde at gøre på frem for kun en måde at tænke på. De etnografiske undersøgelser er derfor som regel baseret på feltarbejde: i form af deltagerobservation, spørgeundersøgelse, interview eller andre etnografiske teknikker.

At man tager etnografiske tilgange i brug på arkæologi, er en markering af at man anser arkæologi som en social og kulturel praksis. Arkæologers måder at gøre/leve på kan derfor studeres ligesom andre kulturers/gruppers måde at gøre/leve på studeres. Arkæologi anses med andre ord for at være en ”lived-in-practice” snarere end en urørlig akademisk ekspertviden. Arkæologen og hans viden er således ikke noget særligt og urørligt. Disse etnografier er nemlig forsøg på at se os selv, vores aktiviteter og vores materielle kultur, som kulturelle andre – eller at se os selv som vi ser dem. Heri ligger der et fundamentalt brud med den sædvanlige privilegerede stilling af observatøren over den observerede.

Etnografier på arkæologi bliver en refleksiv aktivitet der virker tilbage på arkæologien selv. De skaber nemlig bevidsthed om forholdet mellem de forskellige processer i videns-konstruktionen og de kontekster som disse processer indgår i – ligesom de skaber bevidsthed om den enkelte vidensproducents involvering. Etnografier på arkæologi må, med andre ord, ses som en kritisk praksis der kan få betydning og anvendes aktivt til at revurdere og omforme selv de mest grundlæggende forståelser, kategorier og praksiser indenfor arkæologien.

Etnografier på arkæologisk praksis beskæftiger sig med forskellige problematikker – og hvordan man i de enkelte etnografier forstår og konstituerer den arkæologiske praksis, afhænger i høj grad af hvilken problematik man vælger at undersøge. Arkæologisk praksis er i nogle etnografier konstitueret og centreret helt tæt på arkæologernes vidensproduktion (under fx en udgravning). Mens man i andre etnografier snarere studerer en lokalbefolknings måde at gå til det arkæologiske (fx en lokalitet) på. Arkæologisk praksis kan også forstås langt bredere: som samspillet mellem arkæologer, lokalbefolkning, national og international politik. I nogle er arkæologisk praksis forstået som menneskenes interaktion, mens andre etnografier snarere ser på interaktion mellem mennesker og ting (jord, genstande, redskaber) i vidensproduktionen.

Symmetrisk arkæologi

I mine egne etnografiske undersøgelser har jeg valgt at være særligt opmærksom på tingene som involveret i den arkæologiske vidensproduktion – altså interaktionen mellem mennesker og ting. Og jeg tager afsæt i et helt nyt tiltag som foregangsmændene har valgt at kalde symmetrisk arkæologi (Shanks et al u.å.; Gabriel og Rostock 2005:42) – en betegnelse de har taget i brug for at synliggøre og promovere en teoretisk og analytisk orientering hvor relationer mellem mennesker og ting (ikke-mennesker) er i fokus. Det er især i beskrivelsen og fortolkningen af dette forhold at de anbefaler en symmetrisk position. De mener at tingene på en måde har været glemt indenfor arkæologien idet tingene primært har været set som kilde til noget andet (fortiden) – og de opfordrer os til at ”Re-membering things” (Olsen 2003 og 2006; Shanks 2005).

En stor del af det teoretiske tankegods i symmetrisk arkæologi er hentet i Actor Network Theory (ANT) – en teori, der er udviklet inden for det sociologiske felt Science, Technology and Society Studies af forskere som Bruno Latour, Michel Callon og John Law siden starten af 1980’erne (Latour 2005). Grundlæggende kritiserer ANT den moderne tænknings dualistiske opsplitninger mellem natur og kultur; mellem objekt og subjekt; mellem menneske og ikke-menneske (Witmore 2006; Webmoor 2006). Symmetrisk arkæologi og Aktør Netværks Teori kræver således at man ser på det hele på en anderledes måde end vi er vant til. Samfund og det sociale er ikke kun gjort af mennesker og deres interaktion. Det sociale bliver derimod til i heterogene netværk af relationer mellem forskellige slags entiteter, mellem både mennesker og ikke-mennesker. Om menneskene, tingene og alt muligt andet er entiteter i netværket, og om de er aktanter, kan først blive udredt i løbet af interaktionerne (Callon 1986:201).

I symmetrisk arkæologi er videnskabelig viden altså konstrueret i heterogene netværk, og analytisk er mennesker og ting sidestillet. En sådan symmetri genetablerer relationer med den materielle verden, som ligger langt fra den paradigmatiske opsplitning mellem subjekt og objekt, som vi ellers har opereret med. En menneskecentreret tolkning der kun ser det materielle/arkæologiske levn som passivt objekt for arkæologens aktive fortolkning, som postprocessuel arkæologi har været eksponent for, holder ikke. Der er nemlig mange andre der er involveret i konstruktionen af viden – andre som bliver aktive i deres relation med hinanden: gravemaskine, måleudstyr, papir, vejret, bygherre, fuglefløjt, KUAS, biblioteker, universiteter, konferencer m.v. – endog fortiden selv! (Gabriel og Rostock 2005:41ff).

De mange transformationer

Det var netop viden konstrueret i et mix af mennesker og ikke-mennesker som casen der indledte denne artikel var et eksempel på. Den etnografiske undersøgelse viste desuden at metodikken, hele processen, frem mod den digitale plantegning medførte mange små transformationer. Således blev forskellige analoge optegnelser i felten på museet samlet og digitaliseret. For hvert lille skridt i processen blev forskellige mix af entiteter involveret i omformningen – den analoge tegning af det enkelte anlæg gik fx i relation med et menneske og forskellige former for software for at ende som en digital plantegning. Der var, med andre ord, sket rigtigt meget fra arkæologen stod og tegnede fyldskiftet i udgravningen til den færdige plan lå lagret i computeren – og undervejs var man kommet igennem mange forskellige arkæologiske transformationer og resultater (i form af optegnelser og dokumenter).

Spørgsmålet for mig blev derfor om det er normalt for den arkæologiske videnskonstruktion at den involverer så mange transformationer? Er noget lignende gældende på andre udgravninger – også de gravninger hvor man allerede i felten er digitale?

Digital i felten

For at får svar på dette foretog jeg en lille etnografisk undersøgelse mens en middelalderlig kirkegård blev udgravet i Horsens by. Her blev den digitale plan over udgravningsfeltet til i umiddelbar sammenhæng med at gravene blev gravet, opmålt og beskrevet – og foto-grammetri indgik i metodikken.

Gravene udgravedes enkeltvis, og efter at have frilagt skelet og grav skulle opmåling m.v. i gang. Til dette arbejde er der minimum involveret to mennesker: den gravende arkæolog og en arkæolog ved computeren. Processen frem til en digital plan over udgravningsfeltet er følgende:

Klargøring til fotografering
1. Rundt om graven placeres seks punkter med tydelige søm – senere målepunkter. Skilt med gravens nummer m.v. placeres ved graven og målestok lægges ved. Det digitale kamera tages frem.

Digitalt foto tages
2. Kameraet holdes tilnærmelsesvis i lod over graven, og et digitalt foto tages, hvor alle seks søm er på (en translation er nu gemt i kameraet).

Udprint af foto
3. Denne digitale translation bringes ind til computeren i skurvognen hvor den via software og printer printes ud som et billede (endnu en translation).
4. Det digitale foto gemmes som rasterbillede i computeren i JPEG format og opløsning 450 dpi (en translation). Og billedkvaliteten kontrolleres – afgrænsninger af fyldskifter, skeletrester m.v. skal kunne ses tydeligt.

Gravens målepunkter opmåles
5. Det udprintede billede af graven bringes ud i felten. Her bliver de seks målepunkter målt op med totalstation og koordinaterne skrevet ind på papiret under billedet af graven (en translation).

De 6 koordinater kontrolleres
6. Billedet af graven, nu også med de indskrevne koordinater, bringes tilbage til personen ved computeren i skurvognen. Målesømmenes placering på det digitale foto skal kontrolleres for om fotoet blev taget tilnærmelsesvist i lod – i givet fald ligger x og y koordinaterne korrekt (med kun en lille usikkerhedsmargen) i forhold til hinanden på det digitale foto. Det lagrede rasterbillede i JPEG format hentes ind, og i Air Foto kontrolleres målesømmenes placering (i en proces der bl.a. kræver indtastning af koordinaterne). Hvis de ikke ligger inden for en acceptabel usikkerhedsmargen skal et nyt digitalt foto tages ude i feltet. Det holder: foto og koordinater er godkendt.

I udgravningen
7. Når opmålingen er godkendt, går computer-arkæologen ud i felten og meddeler udgraveren at nu kan der graves videre på graven. Målesøm kan derefter fjernes. Skeletdele tages op, måles og pakkes – og beskrivelse af skelet og grav færdiggøres i dataarket (en translation).

Det digitale foto rettes op
8. Det digitale foto kan nu rettes op. Programmet, Air Foto, vrider billedet så målesømmene ligger rigtigt i forhold til de geografiske data (endnu en translation). Det oprettede digitale foto gemmes i computeren.

Grav og skelet digitaliseres
9. I Map Info (endnu en software på banen) digitaliseres med det oprettede digitale foto i baggrunden. En digital tegning af skelet og grav foreligger derefter (en translation).

Indplacering af grav i plantegning
10. Denne digitale tegning af den enkelte grav indplaceres i en samlet digital plan. På den måde har man til sidst en digital plan over hele årets og sidste års udgravningsfelt (en translation).

For arkæologen ved computeren tager det ca. 10 minutter at komme fra punkt 3-10.

Et væld af entiteter var naturligvis involveret i den arkæologiske vidensproduktion, heriblandt: skeletter, fyldskifter, digitalt kamera, en printer, totalstation, computer, forskelligt software og naturligvis arkæologer.

Hele processen frem mod den digitale plan betød en del transport mellem skurvogn og felt af optegnelser og dokumenter (translationer), og de forskellige former for digitale og analoge optegnelser/dokumenter blev undervejs samkørt og omformet. På denne meget digitale udgravning var der altså mindst lige så mange transformationer involveret i den arkæologiske vidensproduktion som på den udgravning jeg refererer til i starten af artiklen.

At tale om noget som bevaret i en oprindelig form giver ikke mening. Alt er på en eller anden måde blevet involveret med andet og derved omformet – blevet til komplekse sammenhænge af mennesker og ikke mennesker.

Noget er naturligvis blevet gemt og bevaret. Skeletterne og andre genstande fra gravene er fx pakket i kasser og nummereret – og i denne deres omformede tilstand klar til at indgå i nye heterogene netværk. Flere af de digitale og analoge dokumenter gemmes naturligvis også efter endt udgravning. I et digitalt arkiv: de digitale fotos/rasterbilleder i JPEG format (4); de oprettede digitale fotos (8); de digitale tegninger af skeletter og grave (9) samt den digitale udgravningsplan. I et analogt arkiv: de udprintede analoge billeder af gravene hvorpå også koordinaterne på målesømmene er indskrevet (5) samt beskrivelserne af gravene på analoge dataark (7).

Dette arkiv (både de digitale og analoge dokumenter) kan arkæologer og andre gå tilbage til i deres videre arbejde. Allerede under selve udgravningen kan det være en fordel at kigge i det allerede arkiverede – fx hvis man ønsker at sammenholde oplysninger fra tidligere udgravede grave med den man nu er i gang med. Det kan fx være at udgraveren undervejs i processen undrer sig over hvorledes to grave forholder sig til hinanden (eks. stratigrafisk). Eller man kan under udgravningen støde på noget der evt. belyser noget i en tidligere udgravet grav. Således bliver de forskellige optegnelser/dokumenter – det digitale foto, det udprintede billede af grav og dataarket – entiteter i den fortsatte vidensproduktion. Måske vil de i processen selv blive omformet.

Perspektiver

Når viden konstrueres, sker det ved transformation på transformation. Vidensproduktionen består af adskillige optegnelser der igen kan blive involveret i nye heterogene netværk. Viden bliver ikke til på en gang, men igen og igen gennem mange transformationer i heterogene netværk. Viden ér ikke, men performes.

Herværende etnografiske undersøgelser er ikke en etnografi i sædvanlig forstand: hvor en person fra en (vestlig) gruppe studerer fx en gruppe oprindelige folk. Her er der tale om en undersøgelse hvor både undersøger og undersøgelsesobjekt tilhører samme akademiske miljø – en arkæolog der undersøger det arkæologiske. Undersøgelsens resultater kan derfor indgå i de faglige arkæologiske debatter. Samtidigt foreligger der den mulighed at de undersøgte svarer igen – at de kommenterer og/eller modsiger (arkæolog-)etnografens undersøgelsesresultat. For mig er det ikke alene helt naturligt, men også et væsentligt mål med den etnografiske undersøgelse. Der kan føres en dialog.

Der er ingen tvivl om at etnografiske undersøgelser kan belyse og give ny indsigt i den arkæologiske vidensproduktion. Sådanne studier kan give en bedre forståelse af hvad der sker når arkæologisk viden bliver til – samt få betydning for den viden om fortiden vores arbejde resulterer i. Når etnografen er til stede mens viden bliver til, kan overraskende indsigt vindes. Måske opdages endda sider af vidensproduktionen som gør at vi må revidere, evt. fuldstændigt ændre, vores opfattelse af egen praksis. Etnografiske undersøgelser kan derfor også være til nytte i udviklingen af nye metoder og redskaber – eksempelvis i sammenhæng med dansk arkæologis bestræbelser på at udvikle og bruge digitale redskaber og medier i såvel feltarbejde som forvaltning.

Litteratur

Callon, Michel 1986:
Some Elements of a Sociology of Translation: Domestication of the Scallops and the Fishermen of Saint Brieuc Bay. I: Law, John 1986 (ed.) Power, Action and Belief: A New Sociology of Knowledge?
Sociological Review Monograph 32. London: Routledge &Kegan Paul 1986: 196-233.

Edgeworth, Matt 2006 a (ed.):
Ethnographies of archaeological practice: cultural encounters, material transformations.
AltaMira Press 2006.

Edgeworth, Matt 2006 b:
Multiple Origins, development, and Potential of Ethnographies of Archaeology. I: Edgeworth, Matt (ed.) 2006: Ethnographies of archaeological practice: cultural encounters, material transformations.
AltaMira Press 2006:1-19.

Gabriel, Mille og Jette Rostock 2005:
Teori, whisky og ceilidh. Theoretical Archaeological Group konference tur-retur.
Arkæologisk Forum
nr.13, november 2005:39-44.

Latour, Bruno 2005:
Reassembling the Social. An Introduction to Actor-Network-Theory.
Oxford University Press 2005.

Olsen, Bjørnar 2003:
Material Culture after Text: Re-membering Things.
Norwegian Archaeological Review Vol.37, No.2, 2003.

Olsen, Bjørnar 2006:
Ting-mennesker-samfunn. Introduksjon til en symmetrisk arkeologi.
Arkæologisk Forum nr. 14, 2006:13-18.

Shanks, Michael 2005
From a postprocessual to a symmetrical archaeology.
Foredrag holdt på TAG 2005 i Sheffield, U.K.

Shanks, Michael, Christopher L. Witmore, Timothy Webmoor og Bjørnar Olsen u.å.
Symmetrisk arkæologi: http://humanitieslab.stanford.edu/Symmetry/Home

Webmoor, Timothy 2006
Lessons From the Real: mediating people-things in a symmetrical archaeology.
Foredrag holdt på SAA konference april 2006.

Witmore, Christopher L. 2006
Archaeology and modernity, or archaeology and a modernist amnesia?
Comments on Julian Thomas (2004): Archaeology and modernity. New York: Routledge.
Norwegian Archaeology Review 39(1), 2006:49-52.

– – –

Artiklen  “En etnografi i felten” er publiceret i: Brudstykker af en helhed. Specialer i forhistorisk arkæologi 2008 og 2009. SAXO instituttet, Københavns Universitet 2010: 147-155.

“En etnografi i felten” er skrevet på baggrund af magisterkonferensspecialet Når arkæologisk viden bliver til.